JEG KAN IKKE GIVE SLIP!

Nu er det ved at være længe siden, jeg sidst har været aktiv her inde. derfor tænker jeg at vi starter med et indlæg der virkelig har presset sig på i lang tid, nemlig om at give slip, give slip på andre mennesker, give slip på ting vi har en realetion til.

Jeg har svært ved at give slip på mennesker, selvom de ikke bidrager positivt til mit liv, eller har gjort mig ked af det, Men jeg har svært ved det. Men skal jeg i virkeligheden give slip? skal man og hvem fanden i helvede bestemmer det? sandheden er at jeg har så fucking mega svært ved at give plads og plads til Melia’s “papmor” lykkelig og dejligt at “E” elsker Melia som sin egen, det er jeg virkelig virkelig glad for at hun gør, men jeg føler at hun sidder i min stol, jeg føler mig truet og jeg føler at jeg skal konkurer omkring min datter. Hele min drømme faldt til jorden (det er jo så det det er) men at der kommer en anden kvinde ind og begynder at tage din rolle kan jeg slet ikke indfinde mig og tror aldrig jeg kommer til det.

Det var mit valg om at gå, det var mit valg om at stoppe og før eller siden skulle han jo videre, fair nok. Men nu!? det er fandme hurtig, sidder jeg i en dobbeltmoralsk bobbel og selv var hurtigt videre (hvem definere hurtigt?)

ærlig gør det pisse ondt og (endnu værre) nu skal de giftes! Jeg fik en kæmpe mave puster, jeg lykkeligt rundt om vores spisebord og spiste mad med min nye familie, da jeg besluttede mig lige for at tjekke begge deres profiler (fordi alle gør det sgu da, man skal lige følge med. Man skal endnu gang en ordenligt, omgang dårlig samvittighed over vi ikke har den grimme ugle hest som de har der hjemme)  jeg var lige ved at brække min mad op igen. Jeg sad der og prøvede så noget ihærdig at både slue kamelen, få vejret igen og holde mine tåre tilbage, for ikke at vise min familie min sårbarhed fordi, DEN GJORDE SGU BARE LIDT NAS! et lille fint billede med en ring på!! WTF!?!?!?! hvad var der vejen med mig, hallo mester vi var sammen i 6 år!? og du tænkte ikke så meget som en slik halskæde! puha den gjorde bare så ondt, og i virkeligheden burde jeg jo sket ikke have det sådan her, men jeg tror det er normalt? jeg tror det er normalt at at føle sådan her efter så mange år.

      Jeg blev faktisk ked af det!? ked af det?

men giver man overhovedet slip? efter så mange år? give man slip på sin børns far/mor?

 

de gange vi har været sammen omkring læge besøg osv, har jo fået en mærkelig følelse, en følelse af at alt var ved det gamle igen, at han er far og jeg er mor og sammen har vi sjovt nok vores dejlig datter. følelsen han gav og giver mig når vi er sammen om Melia, er egenligt verdens bedste følelse, selvom vi er var til sit, er der bare noget i mig som elsker ham, og altid har elsket ham? og faktisk altid vil komme til det.

Jeg tror at man lige meget hvordan man vender den og drejer den vil du altid elske dine børn far/mor netop fordi i to har noget helt unikt sammen, som ingen andre forstår eller kan komme imellem. Man vil altid være forbundet som familie.
Hvordan fanden skal jeg give slip? behøver jeg overhovedet at give slip.

 

Det er så sårbart et emne for mig det her – det burde det overhovedet ikke være, burde jeg være ligeglad? burde jeg være mere ærlig omkring hvordan jeg føler? er det okay at blive ked af det når eksen skal giftes med en ny?
men i bund og grund vil det her altid være min familie.