En mistet baby og to knuste forældre

Jeg ture ikke at tage graviditet test, selvom

At jeg vidste at den var positiv – fordi jeg den røde uge var allerede en uge forsinket og det føltes som om at mine bryster var blevet mast.

Jeg sad som en lille pige sammen med min veninde og ventede på fe gyldne to streger og den første kom og lige bagefter kom den anden streg! Jeg græd og bare lykke forbedrer næste to år, må man gerne juble eller hvad?? JEG VAR FUCKING GRAVID! To sekunder efter vores jubel blev glæden vender til frygt og spørgsmål.

Men det var nu, det var altså nu, det var var på tiden og blive voksen og ansvarlig og hvordan fuck bliver man det, når man kun har 9 mdr til det – jeg syntes det fucking kort tid at forberede sig på at skulle være mor. Men som dagen gik blev jeg mere og mere rolig også fordi jeg har to tyraner til små søstre, så jeg vidste sådan basic babystuff.

I 13 uger var det eneste bevis man fik på at være gravid, var en alarmerede gul kuvert som skreg når du tråde ud og lægen at du var gravid, så men ved at når du tråde ud og den dør vil alle kigge på dig og vide du er mor. Og da jeg tråde ud, gik jeg men hovedet mega højt og det største smil fordi JEG SKULLE VÆRE MOR! Men i 13 uger har det kun dine blodprøver og en klam tis-test som bevis, jeg havde ingen frygt, før dagen kom hvor vi skulle til nakkefoldsscanningen og noget i mig sagde at det var helt galt, jeg sad på gulvet og lagde make up og havde bare ikke lyst til at tage af sted.

På briksen ture jeg ikke at kigge på skærmen og der gik mega længe og jeg tænkte “sådan så det ikke ud med min mor?” Også fandt hun en lille bitte klat som ikke havde udviklet sig særlig meget, min lille baby stoppede med at udvikle sig i de første uger, jeg kunne simpelthen ikke holde mine tåre tilbage så jeg brød sammen og græd hele vegne hjem fra sygehuset. Nok havde min baby udviklet sig til at en rigtigt baby men for mig var det mit barn! I flere dage kunne jeg hverken spise eller sove og jeg knust – tre mdr var jeg ikke i skole selv om det var lige op til eksamener men kunne ikke overskue skolen N eller jeg selv

Jeg var fuld af selv bebrejdelse over at mit barn ikke kunne leve i min mave, min mor prøvede så fint at fortælle at det var naturens gang og fordi at babyen var syg. Men det ændrede jo ikke på hvilke følelser jeg sad med, så en genfind mig tur hjem til Bornholm troede jeg det var det jeg havde brug for – men fordi det var så tidligt at babyen havde givet op troede folk at det ikke havde noget betydning for hvor led af det jeg egentligt var og jeg blød til at gemme min sorg over at have mistet. Det eneste der ligesom kunne rede mig, var en gruppe på facebook som gennemgik det sammen som jeg.

Vi mistede i marts og jeg blev så heldigvis gravid på en ferie på Kreta men det jeg vil frem til er, at det faktisk og lige gyldigt om de barn lige er groet fast i din livmoder eller om de barn er 12 år, at mistet er altid hård om det er kanin eller hamster det er stadig hård fordi på 13 uger når man at forbedrede sin hjerne og sig nogenlunde på at skulle være mor og man begynder at knytte sig til barnet og tænke på atom 8 mdr ligger du her ved siden og mig. Så jo det gør fucking ondt at mistet tidligt!! Så lad vær man at fortæl en der lige har mistet “arg godt det ikke blev til mere eller godt det ikke var rigtig baby” fordi det er altså ikke hjælpende ord overhovedet!

Men der gik som sagt ikke mange mdr og jeg blev gravid igen og er nu mor til verdens dejligste pige – jeg kan stadig godt tænke på hvordan det måske havde været vis babyen fra første gang havde levet videre hvordan det havde været.

Men livet er nu en gang som det er og vi må tage en dag ad gangen nogle må vi tage en time ad gange og prøve at se frem ad. Prøv se hende en gang! <3