JEG ER ENSOM!!

Jeg føler selv at jeg kender mange utrolig dejlige og søde personer – jeg syntes også selv at jeg er god, til at begå mig socialt imellem personer jeg lige har mødt og personer jeg ikke så godt kender. Men jeg føler dog at jeg ikke kan slippe min ?indre personlighed? fri, når jeg er sammen med andre ud over min kæreste eller familie.

Jeg elsker at være sociale og lære andre mennesker at kende. Jeg havde da jeg var mindre 5 -6 veninder jeg skiftevis var sammen med. Nogle veninder jeg kunne være 100% mig selv med.

Hvorfor er det et tabubelagt emne ikke det have nogen tætte veninder?

I virkelighed kan jeg ikke komme med en psykologisk forklaring, på hvorfor det et tegn på ?svaghed.? Jeg er ærlig i dette indlæg – da jeg føler jeg ikke har nogle tætte veninder og jeg syntes det er flovt at være åben og ærlig omkring dette emne. Jeg påtænker dog at jeg ikke er den eneste i verden der har svært ved at række hånden op og sige at man ingen veninder har.
Som nævnt i starten af indlægget, begår jeg har fint i sociale sammenhæng. Men det stopper også bare derefter, en kop kaffe og en sludder for en sladder på Berasso kan det blive til. Men det er som om jeg er bange for at lukke nye mennesker ind i min sjæl. Det er kun ganske få mennesker der kommer helt tæt på mig og faktisk kun to gammel veninder der kender mig indtil benene og tilbage igen. Der sidder i nok og tænker ?jamen hvorfor er du ikke bare tæt med hende? jo. Sagen er bare den, det er bare ikke nemt når jeg vælger at flytte til Jylland så at bibeholde min tætte og nære realtioner hjemme på Bornholm.
Når man som mig er 21 år gammel, kan det være rigtigt svært at spørge hende med rottehalerne og i begge kan lege med den røde skovl over i sandkassen.
Der er jo ingen der går og råber at man er ensom – hvis det bliver nævnt vil man altid enten benægte det og få dit liv til at se spændene ud, tale ned og bortforklare dig, så du ikke skal afsløre dig selv.
Sandheden er at min dag primært går herhjemme (grundet barsel) men før var det lige i skole et par timer også hjem. herhjemme er jeg alene og egentlig kun venter på at N har fri, når N så har en hel fridag, kan vi ta ud for at lave nogle ting sammen. Men det er ikke altid at han syntes det er sjovt, og shoppe nye neglelakker og snakke om hvor lækker Channing Tatum, er i magi Mike. Det kan jeg egentligt godt forstå, jeg kan godt forstå at han nogle gange har brug for at være sig selv og lave nogle lidt mere mandeting.  – Men når han ikke er her føler jeg utrolig ensom, jeg bliver ked af det og føler at jeg ikke rigtigt passer ind nogle steder, og undgår  faktisk de sociale medier, fordi jeg kan se at hvordan jeg skiller mig ud. Jeg bliver konfronteret med at jeg er ensom og ikke har nogle tætte veninder og igen sidder jeg tilbage og prøver at komme frem til en konklusion om hvorfor det er sådan. Jeg tror bare at vi er for dårlige til at kaste os ud i nye venskaber, vi er bange for at bliver akavet og vi er bange for at blotte vores sjæl. For det er svært i dag at tage det første skridt, det er svært at fortælle eller skrive et opslag på facebook omkring læring af nye personer at kender, netop fordi du ikke har nogle.
Vi føler også ikke bare ensomme, vi føler os forkerte, netop fordi vi er ensomme. Jeg har aldrig været den der blev inviteret til fester hver weekender eller hende der væltede sig i drenge som nogle af de andre piger i klassen gjorde, men også her tror jeg at selv den hotteste “elev” i klassen kan være ensom.

Men det at være ensom er virkelig et tabubelagt emne og jeg syntes ikke at nogle skal skamme sig (inklusive mig selv) over ikke at have nogen tætte veninder selv om det er svært nogle gange.
Jeg syntes virkelig at dette er et enme der skal belyses og der skal tales åbent om. Istedet for man bliver dømt på at være værende mærkelig og outsider.
Lad os være åbne og få lettet vores hjerter, ræk hånden ud og lad en anden tag din hånd!

Love T <3