Er jeg en dårlig mor?

I skrivende stund er  jeg flygtet ud i haven
Ud for at få luft, her kan jeg ånde frit og mine tanker kan få frit løb uden jeg vil blive dømt. Haven er mit tilflugtsted – det er derfor jeg har lavet mig i køkkenhaven så kan få ro og afstresse.

Det er så skønt en gang imellem at kunne gå et sted hen og bare trække stikket selv jeg en gang imellem tænker at jeg rejser væk et par dage få at komme ned og mærke mig selv. Men Baby M har brug for mig og jeg ville aldrig svigte hende.
Det er et tabu at sige højt at man nogen gang har brug for luft og brug for ti min uden lorte bleer og mænd der brokker sig. Jeg har brug for at få luft, jeg har brug for et bare dybe åndedrat og derfor er jeg flygtet ud i min jungle af en have jeg har.

JEG TVIVLER SÅ MEGET PÅ MIG SELV!

ud af til hvil jeg gerne virke som om jeg har styr på det hele og virke som sådan en kalender Mom, som bare har styr på det hele. sandheden er bare det er langt fra sandheden, sandheden er jeg tit kommer for sent til næsten alt vi skal, jeg glemmer tandlægetider, jeg har råbt af Melia efter flere times skrig og skrål når divaen ikke gider at sove. Jeg er langt fra det jeg ønskede jeg skulle være, jeg kæmper hverdag for min datter, jeg kæmper for at hun får og har det godt, at hun intet mangler både fysisk og psysisk. Jeg er er så usikker at jeg bliver helt ked af det inden i.
Jeg tvivler så meget på selv, jeg tvivler på det jeg gør og det måde jeg har valgt at have børn på. Jeg er bange for at fejle, jeg er bange for at blive dømt og jeg er bange for at sige fra og sætte grænser. Nu er Melia så lille, hun det er nu hun “skal formes” og jeg ønsker ikke at skælde og opdrage hende med kæft, trit og retning, men mere med positivitet og booste selvværd og selvtillid, som nudagens dille ville kaldes det opdrage ifavn.
Men der er mange gang hvor min tålmodighed kommer på prøve og jeg er blevet presset ud i en situration jeg ikke vidste hvad jeg mere skulle gøre andet en at råbe “hey” eller “stoooop”
og JEG FORTRYDER! men jeg er også et menneske, jeg fejler og det er det jeg er pisse bange for.

Jeg havde inderligt håbet at jo længere tid der gik jeg mere ville blive selvsikker i min rolle som mor, jeg syntes bare jeg bliver mere usikker – på trods at enormt meget ros fra sundhedsplejersken og en mentalt fremmelig pige. Jeg kan på gode dage berolig mig selv med at, når jeg kigger på min livsglade og fremmelig datter at jeg på trods af enkle fejltagelser har gjort det godt indtilvidere, det er en fucking kamp hver dag, hver dag er en ny dag og jeg må bare gøre det jeg føler og hvad jeg tror er bedst for baby M
Det jeg vil med dette indlæg er først og fremmest at lette den knude jeg har siddende i maven, men også være åben og ærlig omkring min usikkerhed, så hvis der er nogle der skulle sidde med samme følelse, så er vi ihvertfald sammen og dertil vil jeg bare sende dig en kæmpe krammer!

DU ER FUCKING SEJ!

Tak fordi i læste med!
– T <3